Historien om baba

Historien om baba starter i 2013, da det daværende ministerium på integrationsområdet (Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold) kontaktede Fonden for Socialt Ansvar med ønske om samarbejde i forhold til udvikling og opstart af en landsdækkende indsats for fædre.

Tidligere erfaringer med fædreindsatser og behovet for øget fædredeltagelse

Fonden havde med stor succes været med til at etablere Natteravnene og Bydelsmødre som landsdækkende indsatser, og man håbede, at den således kunne bære udviklingen af en ny indsats for fædre ligeledes.

Baggrunden var en stor efterspørgsel fra 'systemets' side i forhold til mere deltagelse i børns liv fra fædre, især fædre med minoritetsbaggrund, i forhold til skole-hjem-samarbejde, børneopdragelse m.m.. Tidligere sociale indsatser for fædre var ikke lykkedes med at skabe forandring hos fædrene, men var desværre ofte, uden at det har været intentionen, kommet til at bidrage til en øget polarisering mellem fædre og systemet

Læs mere under Baggrund og Problemkompleks.  

Vigtigheden af at fædre deltager i deres børns liv, er gennem flere studier og undersøgelser blevet kortlagt som værende helt fundamental for børns muligheder for succes i livet og dermed er det en af de vigtigste opgaver at beskæftige sig med overhovedet.

Læs mere om vigtigheden af fædredeltagelse: Her  

Fonden var derfor ikke i tvivl om, at der var behov for en ny indsats, som arbejder med fædredeltagelse, og vores formål i baba er derfor også den dag i dag, at vi arbejder for at styrke fædres deltagelse i børns liv.

Fædrene som grundstenen i indsatsen

Vi startede med at erkende, at hvis vi skulle lykkes med at etablere en ny, landsdækkende indsats for fædre, der styrker fædres muligheder for deltagelse i børns liv og som skaber reel forandring, så måtte vi gøre noget anderledes, end det, man tidligere havde gjort.

Vi havde fået en opgave oppe fra, men var ikke i virkeligheden sikre på, at fædrene ligeledes kunne nikke genkendende til den fremlagte problemstilling. Vi fandt ud af, at mange indsatser dødfødes, fordi man ikke lytter til, og involverer den målgruppe, som man vil gøre en forskel for. Ofte fremlægges en problemstilling oppe fra, som købes af dem, der skal 'løse udfordringen' uden at sætte sig ind i, om modtageren af 'hjælpen' også oplever den samme problemstilling eller om det forholder sig anderledes. Den fejltagelse ville vi undgå.

Derfor startede vi med at rejse rundt i Danmark i 4 måneder for at snakke med fædre. Det blev til samtaler med mere end 1265 fædre i hele landet. Samtalerne med fædrene, plus den viden, vi havde fra samtaler med aktører i 'systemet' blev fundamentet i det problemkompleks, som vi har designet indsatsen ud fra.

Det blev også klart, at det alle fædre har tilfælles er, at de elsker deres børn og vil dem det bedste. Den motivation har vi lagt ind i selve konceptet ved at hægte hele læringsforløbet for de frivillige fædre op på børns behov.

Vi har sparret med både Børns Vilkår, Red Barnet og forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet for at blive klogere på den børnefaglige del og få det bygget ind i forløbet også.

En principiel tilgang til fædre

Dernæst kiggede vi på, hvordan tidligere indsatser er gået til fædrene og fandt hurtigt ud af, at de, i mange af de tidligere, usuccesrige indsatser, er blevet set på som klienter, der 'skulle hjælpes, fordi de ikke kan hjælpe sig selv' og dermed, implicit, heller ikke kan hjælpe deres børn. I den tilgang ligger der en underforstået holdning om, at fædrene ikke kan ses som bidragsydere, men som nogle, der skal serviceres. Dermed er man ofte kommet til at tale ned til fædrene, gennem oplæg om, emner som:'sådan spotter du, at dit barn har røget hash' eller med en løftet pegefinger om: 'I Danmark gør vi sådan...'    

Vi fandt hurtigt frem til, at hvis vi virkelig vil fædrene, skal vi også betingelsesløst tro på, og holde fast i, at fædrene vil deres børn det bedste og at de også kan deres børn, samt at de også kan løfte en indsats som baba selv, uden at blive set på som klienter. Det blev fundamentet for vores tilgang, som vi ikke går på kompromis med.  

Læs mere om vores tilgang: Her

Et bæredygtigt koncept, for og med fædre, der styrker, forebygger og skaber forandring 

Med vores baggrundsviden og tilgang på plads har vi udviklet og afprøvet et koncept, som adresser de tilstedeværende udfordringer gennem tidlig forebyggelse ved at styrke fædredeltagelsen og dialogen i lokalsamfundet.

For at skabe de bedst mulige forudsætninger for at skabe forandring har vi sparret med MacMann Berg, der er eksperter i forandringsledelse ud fra et systemisk perspektiv. 

Vi har udviklet konceptets prototype gennem social innovation og har deltaget i et innovationsforløb hos Social+, der arbejder med sociale opfindelser.

Forløbet, indholdet og vores konceptmateriale er tilpasset i samarbejde med vores første hold frivillige i Fredensborg, hvorved vi har udviklet et unikt forløb tilpasset fædre, samt udviklet en ny måde at skabe dialog mellem fædre og 'systemet'.

Det har for os været vigtigt, at konceptet er bæredygtigt og at de frivillige bliver klædt på til at køre indsatsen lokalt. Forankring af de lokale indsatser er således bygget ind i forløbet fra dag 1.

Vi har givet os selv god tid til hele konceptudviklingen, da al forskning inden for forandringsledelse og innovation viser, at de fleste projekter/indsatser/virksomheder, der springer den innovative og refleksive fase over, oftest dør meget hurtigt, da man har fundet løsninger, der ikke matchede udfordringen, fordi man ikke har dvælet længe nok ved den del. 

Vi startede således vores første forløb op i Fredensborg i januar 2014 og fik færdiguddannet den første gruppe af frivillige baba-konsulenter i april 2015. 

Nu er vi så også klar til at rulle konceptet ud i hele landet.

Læs mere om, hvordan du kan blive samarbejdspartner eller være med på anden vis: Her

Du kan læse mere om konceptet, herunder også læringsforløbet: Her

Du kan se, hvor vi er aktive: Her